Af Benjamin Damon
Man fristes nærmest til at klappe i hænderne, når man ser spilletiden på islandske Ninna Pálmadóttirs debutfilm, Solitude: 75 minutter! Kun få uger efter vi bød velkommen til en af årets helt store Oscar-favoritter, The Brutalist, som kræver over 3,5 time af sin tilskuers tid. Begge dele skal der være plads til – når det giver mening.
For Solitude giver den korte spillelængde så absolut mening, for vi har at gøre med en ganske simpel fortælling med en klar præmis, et begrænset cast og få lokationer.
Eller, lad mig omformulere: Den korte spillelængde kunne have givet mening, hvis man havde holdt fast i den kerne af simplicitet, der gør dele af filmen så seværdig. I stedet ender den erfarne manusforfatter Rúnar Rúnarsson og instruktør Pálmadóttir med at gabe over for stor en mundfuld.
Gunnar (Þhröstur Leó Gunnarsson), arketypen på en vejrbidt, nøjsom og indadvendt islænding, har boet hele sit liv på landet. Myndighederne står dog for at skulle ekspropriere hans smukt beliggende grund, som han i sin tid overtog fra sine forældre. Han efterlades ikke for alvor et valg og med ét vendes hele hans tilværelse på hovedet. Uden den mindste form for lyst flytter han til en lille lejlighed i hovedstaden, Reykjavik, der for Gunnar er den rene asfaltjungle, blottet for alt det, der synes at have gjort hans liv værd at leve: naturen, roen, tiden og – måske vigtigst af alt – hans hest.
Men Gunnar bløder langsomt op, da han lærer sin genbo, den 10-årige Ari (Hermann Samúelsson), at kende under lidt tilfældige omstændigheder. De to har først og fremmest det til fælles, at de er lidt ensomme – eller solitære, skal man følge filmens titel. Men venskabet udvikler sig, og pludselig er det blevet noget nær en fast aftale, at Ari kommer forbi og spiller skak eller går på opdagelse i Gunnars hjem: ”Hvor er dit tv henne?”
Ja, Gunnar bliver sågar en slags bonus-bedstefar for Ari, som også drengens ofte fraværende forældre benytter sig af, når der er brug for ekstra hænder. Således er kernefortællingen altså både sympatisk og jordnær, og så gør det egentlig ikke så meget, at man har stødt på lignende historier før. For kemien er helt på plads mellem Gunnar og Ari og mellem de to skuespillere, som, på trods af (og måske netop på grund af) den ret minimale ordudveksling, brillerer gennem varme, empati og stærk mimik.
Netop derfor er det synd og skam, at Pálmadóttir ikke ”går planken ud” med Solitude og holder fast i den fine og underspillede fortælling. Den kunne nemlig sagtens bære 75 minutter i sig selv uden overdramatiserende krymmel, der egentlig bare ender med at give en dårlig smag i munden. Det er lige godt et år siden, at Wim Wenders’ mesterlige Perfect Days havde premiere i de danske biografer. Netop den film er et soleklart bevis på, hvor tryllebindende man kan fortælle, selv med en indelukket protagonist, få replikker og et sparsommeligt plot.
I stedet vil filmen først sige noget om flygtningedebatten i Island, som føles en anelse letkøbt og banaliseret. Det er dog et element, som til en vis grad passer ind i filmens hjerte – med andre ord kan det tilgives. Utilgiveligt er det til gengæld, da et voldsomt chokerende plot-twist pludselig overtager mod slutningen. Man taber fuldstændig kæben og har svært ved at samle den op igen. Hvad er det, der sker? Pludselig skal alt gå tjept, der bliver uddelt øretæver og violinerne spiller. Øv!
Det er så unødvendigt, og trods et forsøg på en forsonende afrunding, har det smadret den organiske film, som Solitude ellers er. Selv med en time mere på hånden, havde det været uklædeligt.
Kommentarer